Discipliner / TREC

TREC

TREC er en ret ny disciplin indenfor Dansk Rideforbund.
TREC er optaget under breddeaktiviteter i DRF - du skal derfor gå ind under "Klub og bredde", hvis du vil søge information på DRF's hjemmeside. Eller følg linkene nederst på siden her.
 
TREC er en sjov og udfordrende aktivitet for alle ryttere og heste, der nyder en tur i naturen. TREC er en test, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Der bydes på ridning i et varieret terræn med naturlige forhindringer og passager. TREC tester og udfordrer, hvad ryttere kan komme ud for ved ridning i naturen. Aktiviteten er en test af rytterens og hestens samarbejde i terrænet med stor vægt på rytterens evne til at finde vej og hestens lydighed og erfaring med naturlige forhindringer.
TREC består af tre opgaver:


Den første opgave er orienteringsridt, hvor der skal rides en rute efter markeringer i en bestemt hastighed. Her gælder det ikke om at ride stærkt, men at finde en idealtid.

Den anden opgave består af Kontrol af gangarter (tidl. gangartstest), hvor hestens grundridning og lydighed vises. Her opnår man flest point, hvis man kan vise en langsom kontrolleret galop (trav eller tölt er også en mulighed) og en energisk fremadsøgende skridt. Her gælder det om at holde hesten i et jævnt tempo.

Den tredje opgave er et terrænridt med små overkommelige naturforhindringer. Forhindringerne kan være naturlige eller konstrueret til lejligheden. Forhindringerne skal tages i rækkefølge.

Hver prøve bliver vurderet af en dommer.

Alle bidtyper er pt. tilladte, med der henstilles til at der rides med følsom hånd. Bidløs optømning er tilladt, det kræver dog at rytteren har kontrol over sin hest uanset optømning.


Hvis du vil starte TREC stævne skal du huske at se i breddereglementet og TREC bilag, så du ved hvad du skal.
Fotos: Christina Landbo Bak
Vestjysk Sports- og Terrænrideklub  | vesthest@gmail.com